Sommertid til fare for fuglene |
Bent Jakobsen, Blåvand Naturcenter
Jeg er naturvejleder ved Blåvand Naturcenter og arbejder meget med fugletræk. Sommertiden har i flere år irriteret mig, idet den ødelægger naturens rytme og skader naturen, hvilket bliver dyrt i den anden ende.
I den periode hvor vi har sommertid har naturen en times mindre ro pr. dag. Folk og turister kommer ud i naturen mellem kl. 10 og 11 om formiddagen uanset om solen står op kl. 6 eller kl 7. Dette betyder jo at de, mens vi har sommertid kommer en time tidligere ud. Dette giver pr. dag en times mere slid på naturen, hvilket især kan ses her i turistområderne. Det koster i den anden ende, da der jo skal rettes op på alle de slidskader, som turisterne laver.
Idet de besøgende i naturen, mange turister kommer en time tidligere ud, betyder det pr. dag en times øget stressfaktor for mange dyr og fugle, da de har brug for den stille tid om morgenen til at fouragere. Får de ikke fourageret ordentligt kan det jo senere betyde døden.
Jeg ved ikke om det er noget I har tænkt på i jeres argumentation mod sommertid, men jeg synes at det er en vigtig begrundelse til at komme tilbage til normal tid hele året.