2. ers. batl. i Husum var i slutningen af juni måned blevet opløst, og vi var blevet tildelt reserve inf. regiment 31 som dengang lå i Rendsborg. Der var vi dog kun 5 dage. Så rejste vi til Hejde i Holsten, hvor vi kom til at ligge i en helt ny kaserne.
Jeg havde i juli måned fået orlov i 3 uger og glædede mig rigtigt til at være hjemme og hjælpe til med at bjerge høet; men da jeg havde været hjemme i kun 5 dage, fik jeg pludselig et telegram: Vend straks tilbage, 2 komp. 1. batl.! Det var en sørgelig dag; men jeg måtte afsted, og så vidste jeg nok, at det ikke ville vare længe, inden jeg kom ud på en længere rejse. Det skete altså den 20. juli. Vi var ialt 11 mand fra garnisonen i Hejde som skulle afsted; men midtvejs traf vi sammen med en stor transport fra både Sønderborg og Slesvig, så vi ialt blev over 1000 mand. Der er meget at se på en sådan rejse, og skønt det var noget alvorligt at rejse til, så var der dog altid et eller andet som kunne adsprede tankerne lidt. Jeg husker, at da vi kørte i Tyskland vinkede folk altid venligt til os, når vi kørte forbi dem; men da vi kom ind i Belgien kunne vi straks mærke, at befolkningen var os mere fjendtligt stemt - de vinkede tilbage.
Det var en lang og besværlig rejse, for vi sad jo i toget både nat og dag. For hver 8 eller 10 timer kom vi ud og fik noget at spise. Om natten lå vi og sov på bænkene og gulvet i kupeen; men der var kun lidt plads, så søvn blev der ikke meget af. Det var med spænding, at vi kørte ind i Belgien, for vi ventede straks at se billeder af krigens gang; men det så vi ikke så meget til lige straks. Det var først, da vi nærmede os kamppladsen, at der så mere krigerisk ud. Af og til var der dog et nedskudt og afbrændt hus at se fra toget.
Tilbage til Indholdsfortegnelse
To dage var jeg i rekrutdepotet. Den 24. juli om formiddagen kom der bud at vi igen skulle bryde op. Vi skulle tildeles et regiment. Vi marcherede så igen et stykke og kom til en by som hedder Falvy. Da vi var kommet igennem den, nåede vi Sommefloden. Umiddelbart bag den ligger en anden by, som hedder Pargny, og her blev der gjort holdt, hvorefter inddelingen foregik i de forskellige kompagnier. Jeg kom til at høre til 2. komp. 1. batl. af inf. rgmt. nr. 85. Efter inddelingen gik vi igen et lille stykke ud mod fronten og kom til at slå lejr i en hvedemark ved en by, som hedder Epenancourt.
Her lå vi 3 dage, og da vejret var godt, kunne det sagtens gå an at bo i vore små telte. I slutningen af juli brød vi igen op for sammen med hele divisionen at komme i ro længere tilbage bag fronten.
Det blev en streng tur. Vi marcherede i tre dage. Hvad der gør sådan en tur så anstrengende er, at man aldrig får at vide, hvor langt man skal gå, og dernæst at man hele tiden går i sluttede geledder. Desuden har man meget at bære på. Tornysteret trykker, livremmen med patrontaskerne, brødposen, gasmasken samt spaden nager på hofterne og bøssen bliver man også træt af at bære. Så er der desuden det, at man møder så meget på vejen, f. eks. store biler, artilleri, infanterikolonner og meget mere. Man sveder, så vandet driver af en, hovedet synker, så man kun ser sin formand i hælene, og sådan går det hele dagen med undtagelse af små hvil og ved middagstid en længere pause.
Efter tre dages forløb, nåede vi en by, som hedder Le Nouvion, og her blev vi i tre uger. Hver morgen havde vi en lang marchtur på 15 - 16 km. Det var dog kun os - de ny, som var kommet som ny mænd til batl.
Ellers havde vi det helt godt der. Vi ventede dog hele tiden, at det kun ville blive en kort hviletid, for det gik hårdt til ved fronten. Både ved Somme og ved Verdun. Den 14. aug. fik vi så besked om, at vi den følgende dag skulle bryde op for atter at marchere til Sommekamppladsen.
Turen gik over Guise, hvor vi den første nat lå i en lade. Derpå gennem St. Quentin og videre vestpå til Epenancourt. Turen tog denne gang 4 dage. Det var vel fordi, vi ikke skulle komme alt for trætte til krigsskuepladsen. Det var ved middagstid, at vi nåede vort mål, og efter at vi havde hvilet os lidt og fået noget at spise, gik det videre ud i stillingen. Mange af os kom aldrig mere tilbage.
Det var om aftenen kl. 8 den 19. aug., at vi brød op, og da vi omtrent var nået derud, fik vi befaling til at lade vore bøsser. Da vi gik forbi artilleristillingen, hørte vi for første gang nogle forfærdelige drøn, men vi blev hurtigt vant til værre ting. Det ser smukt ud ved fronten om aftenen, når alle de forskellige lysraketter bliver skudt af. Der er røde, grønne og hvide. Franskmændene havde nogle, som foldede sig ud som en opslået paraply og lyste meget længe. Kl. 12 om natten kom vi derud og kunne straks lægge os til hvile. Der var kun meget lidt plads og kun brædder at ligge på. Tidligt den næste morgen måtte vi ud og lave pigtrådsforhindringer. Det var ikke så rart; men det varede ikke længe, inden vi var færdige, og så kunne vi igen gå tilbage i graven, hvor der var lidt mere dækning.
Om dagen arbejdede vi lidt i en hule, som skulle gøres færdig. Ved syv-tiden om aftenen fik vi pludselig befaling til at gøre os færdige til karnp. Vi, d.v.s. 2 og 3. komp., lå i første reservestilling, mens 1. og 4. komp. lå forude. Det var dem vi skulle ud og hjælpe, da franskmændene stormede stillingen. Vi havde hver 200 patroner samt 4 håndgranater, og nu gik det i løb ad løbegraven ud mod stillingen. Det varede ikke længe, inden jeg så den første sårede. Han lå i graven, og en sanitetssoldat var ved at forbinde ham; men inden han var færdig, var den sårede død. Det gjorde et uhyggeligt indtryk på mig. Våbenfrakken var helt opknappet ligesom skjorten, og sanitetssoldaten stod med hænderne fyldt med blod helt op til håndleddet. For at komme forbi den døde uden at træde på ham måtte jeg og en kammerat lægge ham lidt til side. Derved fik jeg den ene støvle overløbet af blod, hvad just heller ikke var et lystigt syn. Vi måtte skynde os videre, og i løb gik det fremad for at komme ud af spærreildsafsnittet. Granaterne slog ned rundt omkring os; men vi kom godt igennem og nåede forud. Der var heller ikke godt at være, for maskingeværkuglerne peb gennem luften. Hele tiden var der noget, der svirrede en om ørerne. Da vi var kommet derud, hvor vi skulle være, søgte jeg straks at dække mig, så godt jeg kunne. Et par skridt fra mig stod der en 5 - 6 soldater i en klynge, og pludselig segnede den ene af dem til jorden. En kugle havde ramt ham i brystet og var fortsat ud gennem ryggen. En blodstrøm vældede ud af såret samt ud af næse og mund. Han gjorde blot et par trækninger, og så var han død. De andre soldater sagde blot: "Så! - der faldt han". Jeg havde kun kendt ham i et par dage. Han hed Dreger og var en gift mand på omkring 40 år.
Der kom også en fransk flyver, som skød på os med sit maskingevær. Han blev beskudt af os men forsvandt hurtigt igen. Så blev der på en gang råbt: "Nu kommer de!", og vi løb tilbage igen. Jeg lagde mig i skjul i graven og tænkte om det ikke kunne lykkes mig at komme i fangenskab. Jeg blev liggende en lille tid; men så gik jeg tilbage til de andre, da jeg ikke vidste, hvordan jeg ville blive behandlet, hvis jeg blev fanget.
De andre soldater sad sammen midt i graven og vidste hverken ud eller ind; men så kom der en løjtnant Fock og drev os fremad igen. Håndgranaterne drønede, geværerne knaldede, så der var et frygteligt spektakel, som varede omtrent hele natten. Hen på morgenstunden fik vi igen lov til at gå tilbage. Da havde vi også mistet mange folk. Der blev fortalt, at vort kompagni havde mistet 83 mand. Deriblandt var vor kompagnifører faldet, en løjtnant såret, en feltvebel og en underofficer også faldet. Det var den 21. aug. ude ved Estrees. Vor kompagnifører hed Reuter og var fra Sønderborg. Han var en ung løjtnant.
Den følgende dag henimod aften blev vi igen alarmeret og måtte atter gennem spærreilden. Da vi havde løbet et lille stykke blev vi stillet på post; men kort derefter kom der bud efter 2. komp., og så måtte jeg med der ud. Denne aften var det ikke så uroligt; men løjtnant Fock sagde til os, at vi skulle skyde så, meget som muligt, så fjenden kunne høre, at vi var der.
Jeg kom til at stå post et sted, hvor der havde været en dækning, og mens jeg stod der, kom der ud på natten en soldat hen til mig. Efter vi havde talt lidt sammen, spurgte han mig, om jeg havde set efter, om der lå døde franskmænd i hulen. Det havde jeg ikke, så jeg strøg en tændstik og ville lyse der ind. I det samme kom der en franskmand springende, tog mig om halsen, trykkede min hånd og råbte: "Kammerat, kammerat pardon!". Jeg fik ikke tid til at blive forskrækket, for det hele gik så hurtigt. Han var krøbet ned i hulen om eftermiddagen, da fjenden havde stormet og var blevet siddende efter at franskmændene var blevet kastet ud igen om aftenen.
Jeg førte ham hen til komp. føreren, hvor han blev taget i forhør. Senere skulle jeg føre fangen til batl. chefen, som også forhørte ham og gav mig befaling til at føre ham tilbage til divisionsstaben, som lå langt bagved fronten i en by, som hedder Croix Moligneaux (udt.: kroar moli). Vi var gået bort fra stillingen om natten kl. 2; men først den næste dag ved middagstid nåede vi vort bestemmelsessted. Jeg var glad for at gøre denne tur tilbage; men jeg måtte jo ud i stillingen igen. Jeg nåede derud ved nitiden om aftenen, efter at jeg var gået vild en gang. Da jeg havde været borte så længe og ingen af kammeraterne vidste, hvor jeg var gået hen, havde Lt. Fock givet dem lov til at dele alt mit tøj. Jeg havde ikke det mindste tilbage. De troede, at jeg enten var faldet eller kommet i fangenskab. Hen på natten blev vi afløst, da vi havde lidt så store tab, og kom tilbage til Pargny. Der var vi 8 dage, men måtte hveranden nat forud på skansearbejde. En aften da vi gik derud, kom der en fransk flyver, som beskød os med sit maskingevær; men i det samme blev flyveren beskudt fra en afværgekanon med det resultat, at der gik ild i flyvemaskinen og den blev tvunget til at lande. Da maskinen nåede jorden, var begge flyverne helt forkullede. I Pargny boede vi i nogle store telte. Der var mange af os som blev syge. Vi led af en mavesygdom, og da der var så forfærdeligt mange fluer, blev vi næsten smittet alle sammen.
Efter 8 dages forløb gik vi igen ud i stillingen, da vi havde fået nyt mandskab. Fordi vi havde så store tab, nåede man aldrig at blive kendt med kammeraterne, da der så ofte kom nye. Vi kom omtrent i samme stilling som første gang; men der var ingen huler at søge dækning i. Vi lå i bunden af graven og havde blot nogle brædder med et tyndt lag jord over. Der sad vi så hele dagen og ventede at granaterne skulle suse ned til os. Det skete en gang tæt ved,hvor jeg sad; men heldigvis blev kun tre mand sårede. Det var den 30. aug. at vi igen kom der ud, og straks den følgende aften blev vi alarmeret. For at komme derud måtte vi løbe igennem vand, som nåede os til knæene. Det havde regnet meget, så vi fik støvlerne fulde af vand. Denne nat blev der ikke brug for os; men det var en kold tur, for vi lå hele natten i graven på den bare jord og havde ikke noget at dække over os.
Da vi om morgenen gik tilbage, kom jeg til at nynne på det smukke vers: Den kære Gud og skaber, den mindste orm er nær, han føder fugl, og markens lille klæder. Men menneskenes børn har han allermest kær. Gud ånder på øjet når det græder.
Ja, jeg kom til at huske på, at jeg ikke var ene. Den følgende dag stormede fjenden igen og så kom der bud efter os, at han skulle smides ud igen. Det var ikke så rart; men man trøstede os med, at det var let gjort, da vi skulle få hjælp af flammekastere, som næsten skulle gøre det hele selv.
Hvem der ikke kom var flammekasterne. Vi måtte så igen afsted gennem spærreilden, og da vi var kommet derud, varede det ikke længe inden fjenden løb, så vi igen kunne besætte graven. Henad morgenstunden fik vi igen lov til at gå tilbage. Da følte jeg mig meget syg og træt, så jeg besluttede at melde mig syg. Sanitetsunderofficeren, til hvem jeg meldte mig, ville ikke vide noget af det at sige og sendte mig til kompagniføreren, som endnu ikke var stået op. Han boede i en hule. Så var der nogle, som sagde, at jeg skulle gå hen til stabslægen som lå i Genemont. Der var mange sårede, så lægen havde meget at gøre og jeg troede ikke, at det var gået mig så godt; men da han havde undersøgt mig, tog han straks en seddel og skrev på den, at jeg skulle tilbage. Hvor blev jeg da glad. Jeg skyndte mig at få mig afmeldt hos chefen og ville gå tilbage med det samme; men da der blev skudt meget voldsomt, måtte jeg vente, til det blev roligere. Jeg fulgtes så med nogle andre syge; men det varede ikke længe, inden vi var spredt for alle vinde, da skydningen igen begyndte. Da jeg havde gået et langt stykke, nåede jeg en vogn, som tog mig op at køre til Pargny, hvor forbindingspladsen var. Efter at have ventet et par timer der, kom der et par store biler, som skulle køre os til et feltlazaret. Det var i en kirke der i nærheden. Heldigvis var lazarettet overfyldt af sårede, så der ikke var plads til os, og bilerne kørte os da til St. Quentin, hvor vi blev læsset af i en skole. Det var hen på aftenen den 3. september. Hvor var det godt at komme i ro og få hvilet lidt ud. Der var stråsække at ligge på, så man lå så godt som i den blødeste seng. Den næste dags formiddag blev vi undersøgt af lægen. Til nogle sagde han "en" og til andre "to". Til mig sagde han "to". Jeg vidste ikke, hvad det betød, og der var ingen som ville give os besked. Kort efter fik vi at vide, hvad det havde at betyde, for de, som havde fået betegnelsen "en", blev overvist til et "genesenbatl." der i byen (genesen: at komme sig), og de blev kun nogle få dage. Vi andre derimod, som havde fået betegnelsen "to", blev kørt i sporvogn til banegården og læsset i anden klasses vogne, og lidt efter satte toget sig i bevægelse; men vi vidste som sædvanligt ikke, hvor man kørte os hen. Vi kørte hele natten og det meste af formiddagen og endelig nåede vi Spa i Belgien, hvor vi skulle blive. Jeg så straks, at det var en lille dejlig stad. Vi kom først i bad og fik helt rent tøj på fra yderst til inderst, - det kunne også gøres behov. I Spa blev jeg indkvarteret i et hotel, der hed "Europa". Her boede jeg i de syv uger, jeg tilbragte i Spa. Det var en herlig tid, og skønt jeg intet havde at bestille, blev tiden aldrig lang. Det kom af, at jeg vidste, at når jeg blev udskrevet, vandrede jeg igen til komp. Sommetider foretog vi små udflugter i omegnen. Der var smukt overalt.
Den 2l. okt. blev jeg så udskrevet og sammen med en hel flok andre kammerater, blev jeg sendt til lejren i Beeverloo, hvor der var en "genesenbatl.". Her havde jeg det også ganske godt; men der var dog meget bedre i Spa. Her herskede strengere disciplin, og desuden havde vi vagttjeneste og måtte arbejde. Da jeg havde været der i 8 dage, fik jeg orlov i tre uger. Det var en stor glæde; men jeg vidste nok, at når orloven var omme, så vandrede jeg også i komp. igen. Jeg holdt mig alligevel længere, end jeg havde ventet, så jeg blev både jul og nytår i lejren. Men den 6. januar 1917 blev jeg sendt afsted. Jeg kom igen til St. Quentin, hvor jeg fik nye udrustningsgenstande og derfra blev jeg sendt op til Cambraj, hvor 85. skulle ligge. Først den 10. januar fandt jeg komp., som lå i Vaulx ved Ancre bakken.
Den følgende dag måtte jeg med ud i stillingen, som var ude i Grancourt i nærheden af Bapaume. Det var lavet sådan, at alle de som kom til komp. enten fra orlov eller fra lazaretterne skulle blive hos bæretroppen. Det var dem som bar mad ud til soldaterne i stillingen. Hos dem blev jeg. De lå i Achet le Petit. Straks den første morgen skulle jeg med ud med mad. Det var strengt arbejde, for der var langt at gå, og vejen var meget dårlig. Vi gik kl. 6 og kom først tilbage hen imod middag. Maden blev båret i store spande omtrent som en mejerispand til 60 pund. Vi kom tre mand til at bære en sådan spand. Den blev båret på en stang på skuldrene. Den tredje mand skulle løse af, eller hvis nogen af os skulle blive såret eller komme galt afsted. Den 16. januar blev vi afløst og kom til vor hvilestilling i Vaulx. Der blev vi i 8 dage. Det var en skovlejr vi boede i - træbarakker beklædt med pap. Det var ellers koldt for vinteren havde begyndt. Mens vi var der, var vi også en dag i Cambraj for at bade og blive renset for utøj.
Den 24. januar måtte vi atter ud i stillingen. Vi kom til at ligge nogle dage i en stilling mellem Achet le Petit og Miranmont. I den tid vi der, måtte vi hver nat ud og grave skyttegrave, og det var ikke rart. Det var for det første meget koldt, jorden var frosset hård, så det hele måtte hugges op med en hakke; men desuden blev der skudt meget derude, og det var det værste. Vi stod der i mørket og hakkede i den frosne jord, og ofte måtte man søge dækning for granaterne. De første nætter gik det endda nogenlunde, men den fjerde nat måtte vi løbe fra arbejdet. Flyverne havde opdaget, at der blev lavet en ny stilling, skønt vi hver nat, når vi var færdige med at grave, dækkede jorden til med sne. Den nat blev vi overdænget med granater, så vi måtte løbe derfra.
Vi havde ikke løbet ret langt, så blev der råbt efter sanitetssoldaterne. Der var slået en granat ned iblandt 1. komp., som løb lige foran os, og den havde såret og dræbt 7 mand. Efter den tid hørte gravningen op; men et par dage derefter rykkede vi længere forud - ud i Grancourt.
Det var en meget dårlig stilling, for gravene var næsten helt ødelagt af artilleriet - det engelske. De første to dage havde den gruppe, hvortil jeg hørte, det temmelig godt. Vi skulle blot stå vagt ved den hule, hvor kompagniføreren boede. Det kunne vi sagtens holde ud, for der var vi i sikkerhed for granaterne. Så en dag hen i mod aften kom der bud efter os, Vi skulle ud i første grav, da 1. komp. havde haft store tab. Der var gået en granat ned gennem en hule og havde såret 15 mand, som var i den. Det var ikke rart at få den ordre. Vi traskede altså derud og fire af os kom straks på vagt - to ved hulens opgang og to 100 meter derfra. Der stod vi så i to timer og havde slet ingen dækning heller ikke for m.g.-kugler (maskingevær). Det var meget koldt. Det frøs temmelig meget. Om dagen kom vi hen i en anden hule; men der var kun meget lidt plads til os, så der var aldeles ikke tale om, at man kunne lægge sig ned at sove. Jeg sad på en sten, som lå dernede og havde begge dækkener slået over hovedet, og så sov jeg som om jeg var betalt for det. Vi ventede hver dag på at blive afløst, men det trak stadig ud.
Endelig fik vi da befaling til at trække os tilbage. Vi blev ikke afløst, da stillingen skulle opgives. Den kunne ikke holdes længere, da englænderne angreb hele tiden og stadig trykkede vore fløje ind, så vi tilsidst sad i en "sæk", som det kaldes. Tilbagetoget skulle ske om natten, for at englænderne ikke skulle mærke det. Kl. 2 om natten gik kompagnierne tilbage; men der skulle blive 40 mand tilbage for at dække tilbagetoget. Jeg var med iblandt dem. Vi skulle vente 2 timer, inden vi måtte gå tilbage og tilsidst skulle vi ødelægge alle håndgranaterne, samt stikke hulen i brand, inden vi gik.
Vi havde alle sammen ventet, at "Tommy", som engelskmanden kaldtes, skulle komme og tage os til fange, for vi var så få, at vi ingen modstand kunne gøre.
"Tommy" kom alligevel ikke, og da tiden var udløbet, listede vi helt stiltiende af, så kunne englænderne tage det, der var tilbage. Det var kun ødelagte grave og huler. Det var et strengt tilbagetog, for det var meget glat, hvor jorden var banet, og ellers gik det gennem granathuller og ødelagte huse over bjælker og stenbrokker. Man gik hele tiden i spænding. Allerbedst som vi gik, skete der lige i nærheden nogle meget stærke eksplosioner. Vi troede at det var kanonerne som skød, og da vi var gået vild, ville vor underofficer spørge artilleristerne om vej. Lige i det samme, skete der en frygtelig eksplosion, så jorden sprøjtede os om ørerne. Nu forstod vi, at det ikke var artilleri men der imod pionerer som sprængte de forladte huler. Det kan nok være, at vi fik travlt med at komme bort fra dette farlige sted. En af mine kammerater fik sit gevær slået midt over, men ellers kom vi da trætte og udasede tilbage til vort bestemmelsessted i Bihncourt, hvor vi kom til at bo i en fugtig kælder. Der lå vi og sov på noget vådt træuld eller høvlspåner.
Et par dage forløb så i ro; men en morgen, det var i begyndelsen af februar, blev der pludselig råbt alarm. Det var ved firetiden. Vi måtte så afsted så hurtigt som muligt og kom til at ligge i en stilling mellem Achet le Petit og Miranmont. Der var vi til hen imod aften så fik vi igen befaling til at trække os tilbage, da faren syntes at være trukket over. Så fik vi igen et par dages hvil; men så måtte vi atter ud at løse af. Denne gang kom jeg til at høre til bæretropperne. Vi kom da til at ligge i skolen i Miranmont nede i kælderen. Tidligt om morgenen gik vi ud med maden; men da var der ikke ret langt at gå. Den første dag gik jeg sammen med en ung soldat. Da vi så var på tilbagevejen, slog der en granat ned tæt ved os. Han smed da spanden og stangen og kastede sig ned på jorden og skreg; men da han mærkede, at han ikke var såret, sprang han atter op og løb, alt hvad han kunne. Så måtte jeg selv slæbe spanden indtil jeg igen nåede ham. Han havde skrækken i kroppen og det havde vi alle. Hver aften skulle bæretroppen tilbage for at hente forplejning. Det var ikke rart, for man gik hele tiden og ventede, at der skulle komme en granat efter en. Endelig den 15. eller 16. februar kom der bud at vi blev afløst. Det var med glæde, at vi forlod denne slemme stilling.
Efter halvanden dags march kom vi til landsbyen Carniere, hvor vi skulle blive. Hvor følte man sig vel, når det gik tilbage og man atter så indbyggerne; men især glædede det mig at se nogle små børn på gaden. I denne by blev vi 8 dage og havde hver dag felttjeneste. Vi havde fået en ny batl. chef som var streng i tjenesten.
Når man havde fået sig lidt indrettet i sit kvarter, kom der næsten altid ordre, at man skulle flytte og således også denne gang. Vi skulle flytte til en by der i nærheden som hed Fressies. Det var bedre for os, for vi fik et bedre kvarter. Der havde vi stråsække at ligge på, hvor imod vi i Carniere kun havde trådvæv at ligge på. Da vi havde været 8 dage i Fressies, meddelte kompagniføreren os, at vi snart skulle ud i stillingen igen. Han fortalte os, at vi skulle være med til at gøre det senere berømte tilbagetog til Siegfriedstillingen, "og", sagde han,: "Vi vil få med rytteri og panserklædte mænd at gøre; men når tilbagetoget er endt, så vil I komme i hvilestilling igen". Det sidste var jo rart nok at være med til; men det første var ikke så rart at tænke på. Jeg spurgte mine to danske kammerater, Edward Lund fra Kastrup og Hans Nissen fra Feldsted, hvad de mente om sagen, og vi blev da enige om, at der måske kunne være mulighed for os at komme i engelsk fangenskab. Dette syntes os at være noget af det bedste for at få en ende på krigen. Inden vi skulle ud i stillingen, skulle vi hen at arbejde i Siegfried-stillingen i Inchy i nærheden af Queant. Her var vi i fire dage og arbejdede hver dag på den nye stilling. Der var lavet brede pigtrådsforhindringer samt lavet brede og dybe grave. Desuden blev der bygget bombesikre opholdsrum. Man skulle ikke synes, at et sådant værk ville blive let at indtage. Vi var nået lidt hen i marts,og den 6. fik vi befaling til at bryde op for at gå ud i den gamle stilling ved Achet le Petit.
Det var en lang og anstrengende tur. Ved middagstid forlod vi Inchy og først da det var blevet mørkt, nåede vi Mory, hvor vi kom til at ligge i en jernblikbarak. Det var et uhyggeligt koldt kvarter. Der var hverken noget at sidde eller ligge på, så man måtte lægge sig på gulvet, hvis man ville hvile lidt. Det var tilmed meget koldt. Ud på natten fik vi befaling til at rykke længere frem og nåede i dagningen Achet le Grand, hvor vi kom til at bo i en hule. Her var vi en dag, og den følgende nat gik vi i stilling mellem Achet le Petit og Miranmont. Det var på. en egn, hvor vi var godt kendt. Der blev vi i 8 dage. Vi havde troet, at tilbagetoget straks skulle begynde, for vi længtes efter at gå tilbage. Straks da vi kom derud, blev fire mand af vor gruppe stillet på vagt. To mand i graven hvor de måtte patruljere og to mand blev stillet på lyttepost foran pigtrådsspærringen. Det var to lange timer at stå der, for der var ingen dækning at finde. Om natten gav det kun meget lidt søvn, hvorimod man kunne sove om dagen. I hulen havde vi kun brædder at ligge på; men når man er træt, kan man sove på en sten. Vi ventede den ene dag efter den anden, at tilbagetoget skulle begynde og endelig natten mellem den 15. og 16. marts, fik vi befaling til at gå tilbage.
Mens vi stod der og ventede og spejdede ud efter "Tommy", så vi en dag, at der kom en hel mængde engelskmænd, og det varede ikke længe inden der blev skudt på dem med geværerene; men det agtede de ikke, og kort efter satte det tyske artilleri ind. Det var forfærdeligt. Granaterne slog ned mellem flokken, og et øjeblik efter var de allesammen forsvundet. Man kunne mærke, at vort artilleri var trukket længere tilbage, en af de sidste dage vi var derude. Det kunne vi høre afskuddene. Den sidste nat vi lå derude, var der et af vore egne batterier, som skød for kort. Det var meget uhyggeligt, når nogle af vore egne granater suste ned i vor stilling. Det skete ikke så sjældent. Så blev der straks afskudt lysraketter, for at artilleriet kunne se, hvad der var i vejen. Denne nat hjalp det ikke, skønt vi kunne se, at signalet var givet videre tilbage. Den ene granat efter den anden blev ved at slå ned i vor nærhed. Jeg har ofte spurgt artilleristerne om grunden for at de skød på vor stilling, og de mente, at det var fordi at granaterne ikke var nøjagtigt drejede og tillige at riffelgangene i kanonerne var udslidte, så de ikke kunne skyde så sikkert mere.
Det var med spænding, at vi belavede os på tilbagetoget, for det var et farefuldt arbejde, idet englænderne hele tiden beskød byerne og navnligt vejene gennem Achet le Petit og Achet le Grand. Kl. 1 om natten kom befaling til at gå tilbage, og så listede vi af gruppevis, for at vi ikke skulle have for store tab. Senere skulle vi så samles med komp. længere tilbage. Jeg hørte til en gruppe, som havde navn efter vor underofficer, som hed Sierck, og vi slap allesammen godt ud af ildlinien, skønt granaterne ofte slog ned tæt ved os.
Det blev et strengt tilbagetog, for vejret var slået om til tø, og vejene og markerne var meget plørede. Vi skulle samles i Mory, hvor feltkøkkenet ventede os. Der fik vi noget at spise, og så satte vi os på vore tornystre. Det var ikke frit for at nogle af os faldt i søvn; men det kunne ikke gå an, da vi var gennemvåde af sved. Så, kom feldvebel Harden og lod os gå ind i nogle tomme huse, hvor vi kunne lægge os på gulvet, for noget at sidde på, fandtes der ikke.
Efter en times hvil, gik det igen længere tilbage til en by, som hedder Lagnicourt. Hvor så byerne ud, da vi drog tilbage. Der var ikke levnet et hus eller en brønd. Der fandtes næsten ikke et træ i haverne - alt var fuldstændigt sprængt og ødelagt. De huse som fandtes i Mory, mens vi var der, blev sprængt kort efter, at vi havde forladt dem, og sådan gik det hele tiden. Uafladeligt hørte man eksplosioner fra sprængninger af huse, kirker og brønde, for ikke at tale om store kratere, som blev sprængt i vejene, for at englænderne ikke for hurtigt skulle komme bag på os. Hvor der stod store træer langs vejene, blev de hugget om og væltet tværs over vejen, så der kunne ingen færdes lige straks.
I Lagnicourt blev vi en halv dag for at hvile lidt til den større retræte. I de par timer vi lå der, blev den store kønne landsby forvandlet til en ruinhob. Det var pionererne som besørgede dette ødelæggelsesværk. Huse som var tækket med stråtag,- det var kun få, blev stukket i brand og murene væltet; men de andre huse, som var tækket med tegl, blev sprængt. Det så sørgeligt ud. Når et hus eller en kirke blev sprængt, hævede det sig ca. en halv meter i vejret og faldt så sammen i en lille grushob.
Om aftenen kl. 7 gik det igen længere tilbage, og det blev en lang tur. Rundt omkring os lyste bålene fra de afbrændte huse og gårde; men ellers var man glad ved, at det gik tilbage. Kompagniføreren havde sagt os, at vi skulle til en by, som hed Fressein; men hvor den lå vidste vi ikke. Der skulle være ca. 20 km at gå, så det var rare udsigter. Jeg husker så tydeligt, at mens vi engang holdt hvil, blev der fortalt os, at den russiske kejser var blevet afsat. Det gjorde ellers ikke noget stort indtryk på os, for man var blevet sløvet af krigen. Vi var en stor trop, som gik tilbage. Det var hele divisionen. Regimenterne 31, 86 og 85. Ud på morgenstunden kl. 4 eller 5 nåede vi endelig vort mål, en stor smuk landsby som endnu ikke havde lidt under krigen. Her havde vi ventet at få et ordentligt kvarter; men vi blev skuffede. Den deling, hvortil jeg hørte, blev vist op på et loft, og der kunne vi så lægge os til at sove i en lille smule træuld, som blev skaffet til veje. Det var et koldt sovested, for huset var tækket med tagsten, som de fleste huse i Frankrig. Opholdet i Fressein blev dog ikke langt. Efter 3 eller 4 dage brød vi igen op for at gå til en by lidt nordøst for Fressein, som hed Roeulx (udt.: røel). Der fik vi et udmærket kvarter hos en enkekone, som havde tre børn: en dreng som hed Clement og to små, piger (deres navne har jeg glemt). Konen var meget flink og venlig imod os og gav os straks kaffe, da vi kom. Vi blev meget glade over sådan en venlighed, og man kom straks i bedre humør. Soldaterne er ikke vante til, at der tages hensyn eller vises dem venlighed. Vi sov oppe på loftet; men det var i et kammer, og konen gav os dyner og madrasser at ligge på. Senge var der ikke; men vi var jo vante til at sove på gulvet. Konen vaskede vort tøj. Hun vidste nok, at soldaterne havde utøj; men det brød hun sig ikke om. Alle soldaterne viste sig også flinke og forekommende overfor familien.
I Roeulx blev vi 8 dage, så flyttede vi igen til en by lidt øst derfra - til en kulmineby, som hedder Lourches. Det var vi meget kede af, for vi fik et meget dårligt kvarter. Vi skulle flytte, fordi Roeulx hørte med til operationsområdet. Hver dag var vi ude til store øvelser. Man kunne nok tænke, at det havde noget at betyde, og det varede heller ikke længe, inden det gik løs med krigen.
Men inden det kom dertil, fik jeg orlov i 4 uger fra den 27. marts til den 29. april. Det var min lykke, for i den tid var hele divisionen med i slaget ved Arras eller på Vimyhøjene, som det også kaldes. Da jeg igen kom til Frankrig efter min orlov, havde kompagniet lidt store tab. Mange af kammeraterne fik jeg aldrig mere at se. Jeg fandt komp. i Vambaix lidt sydøst for Cambraj.
Tilbage til Indholdsfortegnelse
Divisionen var meget svag efter det store mandefald; men et par dage efter at vi var kommet ud i stillingen, det var den meget omtalte Hindenburg, eller som den kaldtes: Sigfriedstillingen, fik vi forstærkning. Det var helt unge mennesker på 18-19 år, for det meste polakker. De kom lige fra garnisonen og var lidt nysgerrige i begyndelsen; men det varede ikke længe, inden de havde fået nok af disse løjer. Stillingen var ellers temmelig rolig, men alligevel var det anstrengende og meget kedeligt. Det var lavet sådan, at hver batl. skulle skiftes til at være 7 dage i første linie, 7 dage i beredskab og 7 dage i ro i Rummilly, en landsby som lå en god mil bagved fronten, og hvor de fleste huse endnu var ubeskadigede. Der boede også franskmænd endnu, selv om det kun var få. De som var der, arbejdede hele tiden for tyskerne med at lave nye huler og skyttegrave bagved fronten. Det var en ynk at se, som byen blev ødelagt af alle de mange dybe huler som blev gravet inde i byen, både i gårde i haverne, samt på åbne pladser, for ikke at tale om markerne, som også blev ødelagt af skyttegravene og pigtrådshegnene. I den første tid vi var ude i stillingen, var det temmelig roligt. Engelskmændene skulle først have indrettet sig lidt i det ødelagte terræn. Man må huske på, at tyskerne havde ødelagt alt, inden de gik tilbage. Der var ikke levnet et hus. Ikke en brønd fandtes der. Der var ingen baner og vejene var spærrede med oversavede træer. Flere steder var der sprængt vældige huller, så dybe at der let kunne begraves et hus i dem. Man forstår således, at englænderne havde meget at gøre, inden de rigtigt kunne forfølge os.
Vor stilling var mellem landsbyerne Gonnelieu og Villers Plouich. Her havde vi gode, brede og dybe grave og bombesikre huler; men det værste var, at der var lavet en forpoststilling foran den gode grav, som vi kun opholdte os i i vor fritid. Derude i forpostgraven var der ikke så rart at være, for der havde man slet ingen dækning for artilleriet, da graven ikke var dybere end til brysthøjde. For gevær- og m.g.kugler kunne man til nød dække sig; men slet ikke for de uhyggelige granater. Når vi havde dagvagt derude, kom vi derud tidligt om morgenen, da der ingen løbegrav gik derud, og så måtte vi blive der hele dagen til det blev mørkt, inden afløsningen kunne komme ud til os. Det kunne nok blive en lang dag, da vi kun var tre mand på en sådan post. Det var uhyggeligt at tænke på at blive såret derude, for man kunne ikke blive hjulpet, før det blev mørkt. Når vi så kom tilbage om aftenen, skulle vi have vor middagsmad og derefter måtte vi til at slæbe planker eller pigtråd eller andet materiale, som hele tiden brugtes til at gøre stillingen stærkere med. Når det så var besørget, kunne vi få lov til at sove i et par timer, og det var de bedste i hele døgnet. Den næste nat var vi fri, men så den følgende dag igen ud på vagt. De syv dage vi lå i beredskab, havde vi det lidt bedre om dagen, men hver nat var vi altid forude på arbejde - enten ved at lave pigtrådsforhindringer eller at grave løbegrave.
Den første gang vi blev afløst og skulle tilbage til vor hvilestilling, var det natten mellem lørdag og pinsedag 26-27 maj 1917. Aftenen før havde engelskmændene sendt os adskillige granater og deriblandt fik vi 5 lige ned i graven, hvad der skaffede os en hel del arbejde med at få graven gjort ryddelig, inden vi blev afløst.
Engelskmændene havde set, at vi om dagen arbejdede i graven for at få vandet ledet bort, og derfor var det, at de sådan dængede os til. Det kan nok være, at vi fik travlt med at søge dækning i hulen. Hvor var det rart at komme tilbage i ro. Alle ting stod så frodigt, så det var en lyst at se. Derude i stillingen så man ikke meget til naturen. I de syv dage vi lå i Rummilly var vi henne at bade og kunne også få lov til at sove en hel nat igennem, hvad der var meget behageligt, når man træt og udaset kom tilbage. Om søndagen var der også feltgudstjeneste. Det var den eneste måde, man mærkede, at det var søndag. De andre søndage gik ellers akkurat som enhver anden dag, så man kunne aldrig glæde sig til, at det skulle blive søndag.
Ja, sådan gik tiden, og man ventede og ventede at krigen skulle få ende. Hver gang man havde været i ro og igen kom ud i stillingen, kunne man mærke, at det blev mere livligt derude. Englænderne blev bedre og bedre forberedt til at forfølge os. Jeg husker en nat, da vi havde nattevagt ude i en lille skov, da sad jeg og Edward Lund fra Kastrup og talte sammen hele tiden om hjemmet og om den tid vi havde været på efterskole. Han havde været på efterskole i Bramminge, og var meget glad ved den tid. Den nat blev ikke lang for os. Det var en mild og stille nat, hvor man hele tiden tænkte sig hjem, mens kanonerne tordnede og maskingeværerne knitrede minekasterne bragede, og af og til kom der et drøn fra håndgranaterne.
Jeg husker også en anden nat, jeg var på vagt derude på forpost. Først blev jeg anvist et lille hul foran graven; men der var slet ingen dækning. Så ville jeg grave det dybere; men jeg var kun kommet et spadestik ned, så. kom der en modbydelig lugt op fra hullet. Der lå nogen begravet. Jeg kunne så ikke blive i det hul og gik tilbage i graven igen. Næppe var jeg kommet der, så begyndte e. et meget voldsomt ildoverfald netop på det sted, hvor jeg stod. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle løbe hen, for granaterne slog ned rundt omkring. Jeg lagde mig da ned i graven og dækkede kappen over hovedet oven over stålhjelmen, og så bad jeg at vorherre dog ville lade mig slippe levende derfra og han hjalp også denne gang som så ofte før og senere. Der kom også en underofficer og smed sig ned i skidtet ved siden af mig. Vi hørte hvordan kanonerne blev afskudt og hvordan granaterne kom nærmere og slog ned med et brag lige tæt ved os, så jorden rystede og vi blev oversprøjtet med jord og dynd. Det hele varede vel kun et kvarter; men for mig var det langt.
Så var der en gang vi var på dagvagt. Det var den 28. juli 1917. Vor stilling var blevet forrykket 200 meter til højre, der havde vi fået et stykke fra 31. at besætte. Dette stykke blev hver dag stærkt beskudt, og der kom vi på vagt netop den dag. Tidligt om morgenen gik vi derud, og kammeraterne var meget glade ved at blive afløst. Det så ikke godt ud derude. Jorden var helt oprodet. Der var dybe huller rundt omkring og graven var slemt medtaget. De spanske ryttere, som var forankret lidt foran graven, var kastet rundt omkring, og nogle af dem bøjede i alle retninger. Det var helt roligt, da vi kom derud. Vi var fire mand på denne post. Den ene har jeg glemt navnet på, han er faldet senere. Den anden hed Brygmann, som var vor fører den dag, og så var Løschenkohl vor barber også med. De var begge to fra Slesvig by og gode venner. Brygmann boede til leje hos Løschenkohls forældre. Han var gift og havde to små børn.
To af os kom straks på vagt, da vi kom derud, mens B. og L. gjorde graven lidt ryddelig. Da det begyndte at blive lyst, så vi, at e. gik op af deres grav, hvor de havde arbejdet om natten. Det kunne vel være et par hundrede meter fra os. Såsnart B. så det, greb han sit gevær og skød en 10-12 skud efter dem. Jeg kunne ikke lide det og sagde, at han skulle lade være, men det nyttede intet. Han blev ved til e. forsvandt og det varede heller ikke længe. Om han ramte nogen af dem, kunne vi ikke se.
Det blev en meget varm dag. Det var så stille og klart så solen brændte lige ned på os. Jeg stod atter på vagt fra kl. 10-12, og i førstningen var det ganske roligt. Der faldt ikke et skud. Af og til kom en engelsk flyver ind over stillingen og kiggede ned i graven til os; men den fløj straks tilbage igen. Sådan gik tiden til henimod 12, da blev en af os sendt tilbage efter middagsmad. Pludselig blev stilheden afbrudt af en granat, som slog ned et godt stykke foran vor grav. Jeg meldte det straks til Brygmann, at nu begyndte skydningen. Det regnede vi dog ikke på; men så kom der to granater til, en foran og en bagved graven - de var begge tættere ved. Altimens var middagsmaden bragt ud til os, og da vi var i færd med at spise, fik vi igen et par granater.
Nu begyndte vi at blive betænkelige, og jeg foreslog, at vi skulle gå bort, sådan som det var blevet os pålagt om morgenen. Jeg samlede derfor mit tøj sammen og gik, og de andre tre fulgte med. Vi var ikke kommet ret langt til venstre, så råbte Brygmann: "Holdt, vi skal tilbage igen. Den smule skydning er ikke noget at løbe bort for". Så gik vi igen derhen, og der blev stillet en anden på vagt, da klokken var blevet over 12.
Næppe var vi kommet derhen igen, så kom der atter et par granater tæt ved, og jeg foreslog igen, at vi skulle forlade stillingen. Denne gang fulgte de også alle med. Da vi var nået ca. 50 meter til venstre, blev jeg stående for at samle mit tøj lidt bedre sammen. Så kom Brygmann atter i tanke om at vi skulle tilbage; men jeg sagde, at det var dumt, og det var ikke frit for, at vi kom lidt på kant med hinanden. De andre to syntes også, at vi skulle gå bort. Lige i det samme fik vi en granat kun 2-3 meter fra hvor vi stod. Det var et forfærdeligt øjeblik. Vi blev oversprøjtet af jord og støv og røg, og det sang for ørerne, så man længe efter ikke kunne høre. Det kan nok være, at vi kunne løbe, da vi havde betænkt os lidt, og nu gik det i løb så hurtigt vi kunne for at komme bort fra dette farlige sted. Da vi var kommet ca. 50 meter bort, blev vi stående for at puste lidt,og nu opdagede vi, at Brygmann ikke var med. Imens kom der igen to granater. Vi stod så og ventede lidt om Brygmann ikke skulle komme; men forgæves. Så sagde jeg til mine to kamrnerater: "Vi skal tilbage for at se, hvor han er blevet af. Måske ligger han og er såret og så skal vi hjælpe ham". De havde ikke lyst til at gå med; men jeg fik da Løschenkohl overtalt til at gå med, mod at jeg skulle gå foran. Det havde jeg ikke noget imod og i løb gik det igen tilbage. Da vi kom derhen, hvor vi først havde stået, så vi at Brygmann sad sammensunket i graven med sine sager i favnen. Det første jeg råbte, da jeg så ham var: "Er du død Brygmann?". Et underligt spørgsmål; men hvad kan man ikke få sagt i sin ophidselse. Ja, han var død, ramt i ryggen af en granatstump. Så gik vi hen til den anden post og meldte, at B. var faldet. Et øjeblik efter blev han afhentet af en af vore saniteter, som var en dansker, Peter Hansen fra Sundved, og en feldvebel, Rætke. Det var også på høje tid, at liget blev bjerget, for nu begyndte skydningen for alvor. Fra om middagen til henimod aften, da det stilnede lidt af, fik vi 430 store granater foruden 150 shrapneller ind over stillingen. Det var en lang eftermiddag, for man kunne hvert øjeblik vente at blive ramt eller at blive levende begravet. Graven var som oversået med granatstumper og shrapnelkugler. Mange af soldaterne løb også bort og kom først igen, da det var blevet roligt. Jeg blev, hvor jeg var, for jeg tænkte, at skulle jeg rammes kunne det ske, hvor man så end opholdt sig. I mørkningen blev det roligere og så kom afløsningen. Edvard Lund var med iblandt dem, der skulle være derude om natten. Da han kom ud til os, sagde han til mig: "Det har nok været en slem dag for jer", og det måtte jeg give ham ret i. Jeg ønskede ham og de andre en god rolig nat, og så gik vi tilbage. Fire af os, deriblandt Peter Hansen, Løschenkohl og jeg, tog Brygmanns lig med tilbage. Det var bundet i et teltlærred og så bar vi det på to bøsser på skuldrene. Det havde været en streng dag, og vi frygtede for et angreb om natten, da der var blevet skudt så voldsomt. Efter at have fået lidt at spise lagde vi os til at sove; men lidt hen på natten blev der pludseligt råbt alarm, og så måtte vi øjeblikkeligt ud at besætte graven. Det var uhyggeligt at blive vækket på den måde. Skydningen var meget voldsom. Angrebet blev forstyrret, da det tyske artilleri satte ind med en voldsom spærreild. Hen på morgenstunden, da der igen var blevet roligere, kom der bud til os, at vi skulle ud og hente 5 døde, som var faldet om natten. Et par dage derefter var jeg og et par kammerater med til at begrave Brygmann samt en 12-15 andre faldne på militærkirkegården i Nayelles. Jeg gruede for igen at skulle ud i forpostgraven; men det nyttede intet; vi måtte atter derud; men hvordan så graven ud efter bombardementet den 28. juli. Denne gang var det helt roligt, men det var trist at se på alle de mange granathuller og det ødelagte pigtrådshegn. Dagen efter blev vi afløst og kom til at ligge i beredskab i 10 dage. Her måtte vi arbejde om dagen med at bygge nye huler. Hver gruppe skulle grave jorden ud og sætte 6 rammer i. Det var flere timers arbejde; men det ville jeg meget hellere end stå på vagt. Hulen vi arbejdede i var meget dyb, 8-10 meter, og for at få den udgravede jord op benyttede vi en lille vogn med fire hjul under. Den gik på skinner som var lagt ad opgangen. Vognen blev trukket op med en vinde som stod ovenfor hulens opgang, og her stod 4 mand og drejede. Nede i hulen var der to mand til at hugge jorden eller kalkstenen løs. En til at skaffe den hen til nedgangen og en til at læsse på vognen. Engang jeg havde dette arbejde løb vognen af skinnerne, og så måtte jeg klatre op og få den sat igang igen. Da det var besørget blev jeg stående deroppe på trappen og bad dem om at dreje videre på vinden. Vognen løb igen af skinnerne, da den var kommet 5 m højere op, uden at soldaterne agtede på det, og da de blev ved at dreje brast tovet, og vognen med indhold styrtede ned over mig. Heldigvis var opgangen så bred, at vognen for forbi mig uden at rive mig med ned i dybet. Jeg fik et slag på armen samt en flænge revet på næsen. Det var en slem forskrækkelse at få. Det kunne let have kostet mig livet. Efter at være blevet forbundet gik jeg hen til vor saniteter, som bragte mig til lægen, og efter at jeg også her var blevet forbundet og indsprøjtet mod sårfeber, blev jeg overvist til sanitets komp. i Moyelles, og derfra kom jeg på et feltlazaret i Cambraj den følgende dag.
På feltlazarettet havde jeg det godt; men mit sår heledes så godt, at jeg nok kunne forstå, at opholdet kun ville blive kort. Lægerne havde ordre til at udskrive alle dem fra 18. division, som var i stand til at komme ud. Det var et varsel om, at vi snart skulle flytte. Den 5. aug. kom jeg på lazarettet og den 22. blev jeg atter udskrevet, og så kunne jeg atter traske ud til komp., som netop den dag skulle ud i stillingen efter at have været 10 dage i ro i Rummilly. Da jeg kom derud, meldte jeg mig straks hos lt. Rewe, som straks spurgte mig om, hvordan det gik og samtidig meddelte han mig, at jeg snart ville få orlov til høsten. Af lt. Rewe fik jeg lov til, at blive en dag længere i byen, for at jeg kunne få tid til at gøre mit tøj lidt rent. Jeg havde ikke haft det, i den tid jeg var på lazarettet. Den følgende dag mødte jeg ved vognen som skulle køre middagsmaden ud til komp.; men da feldvebel Harden så, at jeg var færdig til at gå ud til fronten, sendte han mig hen til batl. bureauet, hvor jeg skulle spørge om, hvornår jeg kunne få orlov. Der blev svaret, at jeg kunne rejse den følgende dag, og med den besked meldte jeg mig atter hos Harden, som derpå gav mig lov til at blive og hjælpe lidt ved køkkenet indtil papirerne kom i orden. Jeg blev selvfølgelig meget glad ved den meddelelse, og allerede om eftermiddagen fik jeg besked på, at jeg kunne rejse endnu samme dag, Der skulle netop en vogn til Cambraj, og så fik jeg lov til at køre med derud. Min billet lød fra fronten til Haderslev og jeg måtte også rejse med d.- og iltog. Rejsen varede kun tre dage den gang; men vi kørte også både nat og dag.
Tilbage til Indholdsfortegnelse
Kanonerne tordnede næsten hele tiden og flyverne, de engelske, kom hele natten og bombarderede os med deres bomber, så det blev en urolig nat, jeg tilbragte der. Alligevel sov jeg godt på det bare gulv, da jeg var træt og sløv af rejsen og tænkte, at skulle jeg falde, så kunne det lige så godt ske før som senere. Den næste dag bad jeg Harden om at give mig en eller anden bestilling ved bagagen; men det kunne der slet ikke være tale om, påstod han, da komp. var så svagt efter de sidste dages hårde kampe. Altså måtte jeg med køkkenvognen og endnu samme nat med til at bære forplejning ud til komp.
Det var en lang vej at gå, og hvordan så der ud: Det første stykke gik endda nogenlunde; men da vi var nået halvvejen, blev det rent galt. Jorden var i den grad oprodet af granater, så det ene hul var ved siden af det andet. Man kunne næsten ikke gå for bare huller. Men vi kom da godt derud og fik maden afleveret og de tomme spande med tilbage. Klokken var 6, da vi gik fra Stampkot og den blev både 12 og 1, inden vi kom tilbage. Meget træt af en sådan tur, sov man også godt og brød sig slet ikke om de engelske flyvere som hele natten svirrede over hovederne på os, og af og til lod en bombe falde. Vor stilling var ude ved Langemark, og for at komme derud måtte vi igennem Houthoulstskoven, som også blev slemt medtaget af granaterne.
Det var i slutningen af september, at jeg kom til Stampkot, og da lå komp. jo forude; men et par dage efter blev det afløst og blev et par dage hos os i Stampkot. Jeg meldte mig straks hos løjtnant Rewe, og han var ligeså venlig som altid og sagde, at så længe vi var i denne dårlige stilling, skulle jeg blive hos bæretroppen, hvad jeg var ham meget taknemlìg for. Nogle dage efter, da komp. igen rykkede ud, gav det regnvejr, og så kan det nok være, at jorden blev opblødt. Det var et morads over det hele; men ud med maden måtte vi, hvad enten det regnede eller sneede, og sådan gik den ene dag efter den anden.
Den 4. og 5. oktober var to store kampdage, og da havde vi flere sårede og døde. Alle de døde som kunne bringes tilbage, blev begravet i St. Josef ude på en åben mark. Her blev de lagt ned, den ene række efter den anden. Hvor var det sørgeligt at færdes der, for af og til traf man på en bekendts grav. Og flere af de døde, ja de fleste, hvor var de blodige og forrevne,og deres tøj pjaltet og smudsigt. Nej, heltedøden er ikke smuk, som det så tit bliver sagt, at den er.
Det skete af og til, når vi om natten kom ud med maden, at komp. ikke var at finde, og så måtte vi gå hele den lange vej tilbage, for så når vi var nået hjem med hele forplejningen at blive sendt afsted igen. Det var meget kedeligt, når det skete; men hvad var der at gøre? Som soldat må man adlyde, og kammeraterne skulle jo også have noget at leve af. Det kunne være strengt nok endda, skønt, når det går så hårdt til, er appetitten kun lille. Den 8. og 9. oktober var det igen alvorlige dage. Aldrig i mit liv har jeg hørt, at der er blevet skudt så voldsomt. Man hørte hele tiden kanonernes torden, intet andet. Batl. var tidligt om morgenen blevet alarmeret, og det varede ikke længe, inden de første sårede kom tilbage. De fortalte også, at Max Krey sammen med to menige var faldet. Det gjorde et dybt indtryk på mig, for Max Krey var min gode ven. Han var feldvebel,og vi havde været længe sammen i komp.
Den gang jeg kom til fronten, var han gefrejter, nu var han lige blevet feldvebel, men derfor var han lige venlig. Han var ellers fra Holsten. De tre faldne blev hentet tilbage; men de var næsten helt ukendelige, blodige og forrevne som de var. Samme morgen kom også min gode ven, Edvard Lund, tilbage. Han var blevet såret i den ene skulder af en granatstump. Han var så beskidt af dynd og blod; men alligevel så glad for, at han var sluppet så heldigt, for nu troede han, at krigen var forbi for ham. Jeg fulgte ham et lille stykke på vej, så kom der en vogn, som tog ham op at kmre, og vi måtte skilles. Jeg ønskede, at jeg kunne have rejst med ham på lazarettet.
Der blev hele tiden hvisket om, at vi skulle afløses fra dette grimme sted; men det trak stadig ud. Så en morgenstund kom der bud, at hele bæretroppen skulle med ud i stillingen. Åh, hvor blev jeg bedrøvet og nedslået. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle finde på, for at slippe for at komme med derud; men jeg så ingen udvej, og så måtte jeg sammen med de andre, som var lige så nedslåede, pakke mit tøj sammen, og det blev sendt længere tilbage. Vi skulle bare have vort tornyster, teltet og kappen med og ellers kun ammunition og lidt fødevarer. Det blev straks fortalt, at vi skulle storme om aftenen for så siden at blive afløst. Men hvor mange af os kunne så vente at komme levende tilbage? Jeg fortalte vor feldvebel, at kompagniføreren havde sagt, at jeg ikke skulle med forud; men han svarede, at det var en batl. befaling, og så var der intet at gøre. Vi listede så af ud i den berømte skov og skulle vente der til om aftenen. Der sad vi så og drøftede alle muligheder, for vi troede bestemt, at vi skulle storme. Der var jo flere muligheder. Man kunne enten falde i fangenskab, blive såret og så måske komme på lazarettet, eller man kunne gå det hele igennem, eller også, hvad der altid skræmte mig, man kunne falde. Hen på eftermiddagen kaldte feldveblen os sammen og skrev alle vore navne op, og da det var besørget, var jeg den eneste, som han havde glemt, det havde han gjort med vilje, for da jeg var den ældste ved komp., skulle jeg blive hos ham og hjælpe ham lidt. Han gik heller ikke med derud. Hvor blev jeg glad og taknemlig, fordi jeg fik lov at blive tilbage, skønt der også var fare, der hvor vi var. Der slog mange granater ned i vor nærhed, så stumperne fløj rundt omkring os.
Jeg talte med feltveblen, om vi ikke kunne gå tilbage til Stampkot, da vi nu omtrent var alene; men det måtte vi ikke. Vi skulle vente til der kom afløsning. Det var nu omtrent blevet helt mørkt, og så lagde vi os til at sove i en lille barak af bølgeblik. Den var ikke større end at der kunne ligge fire mand i den, og ikke så høj at man kunne stå oprejst.
Til trods for at der blev skudt meget, faldt jeg i søvn, og ud på natten blev jeg vækket ved, at der blev råbt, at afløsningen var der. Jeg kom ud i en fart, og lidt efter kunne vi gå tilbage.
Komp. blev afløst dagen efter, og vi var meget glade ved, at vi snart kom bort fra dette uhyggelige sted. Den følgende dag om morgenen kl. 8 skulle vi gå tilbage til St. Josef; men vi var slet ikke sikre på, at vi endnu kom tilbage, da der blev skudt så voldsomt forude.
Endelig kom der ordre til, at vi skulle gøre os færdige til at gå tilbage. Vel var vi meget glade ved det; men der kunne jo endnu komme skuffelser. Da vi så var nået halvvejen tilbage, dukkede der pludselig en ordonans op, og han havde en melding til løjtnant Rewe, at komp. skulle gå tilbage til Stampkot og der afvente nærmere ordre.
Der lå så hele herligheden. Der blev næsten ikke talt et ord på hele turen tilbage. Alle var tavse og nedslåede.
I Stampkot stod vi så og ventede lidt, og så kom der ordre til komp., at det kunne gå tilbage til St. Josef. Jeg mødte løjtnant Rewe, som kom løbende og så meget fornøjet ud. Straks da han så mig, udbrød han: "Vi skal tilbage igen, Friis. Har de hørt det?". Ja, jeg havde lige hørt det; men vidste ikke om det var pålideligt, da der altid bliver fortalt så mange rygter; men da Rewe sagde det, vidste jeg, at det var sandt, og så steg humøret igen.
Tilbage til Indholdsfortegnelse
Toget kørte alligevel ikke, og vi sad så og faldt i søvn. Vi var trætte af de udståede anstrengelser. Først ved midnat mærkede jeg, at toget kørte, og mens vi sov videre, sneglede toget afsted med os, men hvorhen, vidste vi ikke.
Ved daggry blev vi purrede ud. Da var vi nået til Gent. Hvor var det dejligt at komme ud i den friske luft og få søvnen gnedet af øjnene. Davre (morgenmad) gav det ingen af, derimod kunne vi købe æbler udenfor banegården. Efter et lille hvil blev vi opstillet i kompagnifront, og så gik marchen ud mod en landsby som hedder Slejdinge. Det var en pæn by som ikke så ud til at have lidt noget af krigen. Vi havde ventet at få gode kvarterer; men vi blev skuffede som så ofte før. Vor gruppe blev vist ind i en tom stue, hvor der hverken fandtes bord eller stol. Vi kunne lægge os på gulvet, hvis vi ville hvile, og gulvet bestod af fliser. Vi fik dog lidt halm skaffet til veje, og så sov vi som i den bedste seng. Vort ophold i denne by varede kun et par dage, så blev det fortalt, at vi skulle til Rusland; men det kunne man ikke rigtigt tro, da der gik så mange løse rygte. At der var noget udsædvanligt på færde, kunne vi mærke deraf at komp. som havde nogle overflødige vogne, fik ordre til at afhænde dem. Ligeledes blev vor gris, som vejede ca. 150 pund, slagtet og vi fik svinesteg i den anledning. Endvidere fik hver mand nye udrustningsgenstande for det han havde mistet i Flandern. Nogle af os fik store spader og ryddeøkser. De var ikke velsete af os.
Så en morgen meget tidligt, kl. var kun 2, fik vi ordre til at marschere til en station, jeg husker ikke dens navn. Vi kom derhen længe før det blev lyst, og så stod vi der og ventede og frøs, for man var blevet varm af at gå med den tunge oppakning.
Endelig fik vi da lov til at gå ind i vognene. Det var en godsvogn vi kom til at rejse i, men for en så lang tur som vi skulle ud på var det heldigt, for der kunne man da lægge sig på gulvet og sove om natten. Det har været den 16. eller 17. oktober 1917 vi rejste fra Flandern.
Nu gik det gennem Belgien og en morgen blev vi purrede ud og skulle have noget at spise, da så vi at vi var i Aachen, altså kommet ind i Tyskland og nu begyndte vi at tro at det dog måske var sandt at vi skulle til Rusland. Det var vi ikke kede af, for vi havde fået nok af det ved Vestfronten. Endnu vidste vi ikke hvor man kørte hen med os, men vejen blev mere og mere kendt og en morgenstund kørte vi ind på godsbanegården i Hamborg. Da der var mange Hamborgere ved regimentet, troede de at der blev et længere ophold, så de kunne komme til at tale med deres familie eller bekendte, men det blev en skuffelse for dem, for straks da toget holdt blev banegården afspærret, så ingen kunne forlade toget og efter et lille ophold på 20 minutter, dampede vi igen af efter Lybeck. Det var en smuk rejse, for vejret var så smukt, så vi om dagen kunne have begge døre åbne og se ud til begge sider, og der var meget at se efter, tilmed var vi alle glade ved at være slupne bort fra det farlige sted i Flandern.
Der blev skrevet mange kort i toget, men det værste var at få dem ekspederet, for det var forbudt at skrive under transporten. Så fandt vi på at smide kortene ud til jernbanearbejderne, som så besørgede dem for os, og på den måde holdt vi vor familie underettede om hvor vi var. Turen gik hele tiden langs med østkysten på strækninger som ikke var alt for befærdede. Da vi kom ind i Østprøjsen, så vi den forstyrrelse som russerne havde voldt ved begyndelsen af krigen. Overalt så man nye bygninger, allesammen byggede i den samme stil, med røde mure og rødt tag. Ved Eydkuhnen passerede vi grænsen til Rusland og derfra gik det videre over Kovno, Vilna til Veleyka hvor vi skulle blive. Dertil nåede vi om natten ved tretiden og blev straks purrede ud. Hele rejsen havde varet 5 døgn og man var lidt medtaget af den lange rejse.
Da vi forlod Sleydinge, havde jeg fået en stor ryddeøkse at slæbe på, men jeg lod den roligt blive liggende i halmen der, jeg havde nok at bære på endda. Så da vi blev opstillet i Vileyka og skulle til at marchere opdagede feldvebel Hans Blunck at jeg hverken havde spade eller ryddeøkse og spurgte mig hvordan det var gået til. Jeg svarede da at den var blevet borte for mig i toget, og så troede jeg at den sag var ude af verden, men jeg havde forregnet mig.
Vi kom til at bo på en meget stor sindssygeanstalt. Den var så, stor at hele regimentet kunne ligge der og endda var der mere plads. Der havde vi det godt, om end tjenesten var streng så var det noget andet end at være ved Flandern. Her kunne vi hver nat lægge os til ro og sove hele natten.
Et par dage efter vor ankomst, skulle vi pludselig stille til appel med vor jernportion og ryddeøksen eller spaden. Nu stod jeg så der og manglede omtalte redskab og der var ingen tid til at gå hen til et andet kompagni og låne et sådant værktøj. Altså mødte jeg uden og ved eftersynet af feldvebel Harden, blev jeg noteret og om aftenen ved parolen fik jeg og alle de andre syndere besked på at vi skulle eksesere efter den følgende middag under Hardens kommando. Det var en køn en. Det var første gang jeg skulle straffes som soldat. Den følgende morgen, da kompagniet trådte an til tjeneste, var jeg ikke helt vel til mode, det ærgrede mig at jeg skulle være med til eftereksersits, men der var jo ikke noget at gøre ved den ting, dommen var fældet og vi syndere skulle lide vor straf. Tjenesten gik den dag som enhver anden, med geværgreb, retning og stilling i grupperne og alt sådant kedeligt noget. Da de to timer var forbi kaldte Lt. Rewe komp. sammen, for at det kunne træde af dog med undtagelse af os som skulle have eftereksersits.
Nu havde jeg ventet at feldvebel Harden havde indfundet sig for at give os en stroppetur, men det skete ikke. Derimod bad kompagniføreren en af underofficererne om at tage sig af os. Og nu gik det løs med eksersitsen, dog må jeg sige til underoffieerens ros, at han ikke var hård ved os. Kun en halv time øvede han med os og jeg var altid ved den letteste ende, da jeg var den eneste gamle ved kolonnen, ialt var vi en 14 - 15 mand. Løjtnanten blev hele tiden hos os og da der var gået en halv time, fik vi lov til at gå hjem, jeg var glad ved at det var overstået.
Et par dage efter blev der ved parolen om aftenen læst op at der søgtes et par soldater til arbejde, og jeg meldte mig straks som den ene og blev også antaget. Vi skulle den følgende morgen melde os ved en underofficer som så skulle sige os hvad vi skulle gøre. Jeg ville meget hellere gå og arbejde end være med til den kedelige tjeneste.
Vort arbejde kom til at bestå af at vi skulle save og kløve træ, store gode granstammer, til at fyre med i varmeapparatet til den store bygning. Vi delte arbejdet således at nogle af os den ene dag savede brænde og den anden dag fyrede i ovnen. Det var et nemt og behageligt arbejde, og vi glædede os alle til at kunne gå i ro dernede i kælderen. Vi var et par mand fra hvert komp. fra hele regimentet.
Der var rigtig tid til at gå og ryge tobak og det gjorde vi da også næsten allesammen.
En dag mens vi var ved vort arbejde, kom der bud til mig at jeg skulle melde mig på skriverstuen, og da jeg kom derop, meddelte kompagniføreren mig, det var løjtnant Rewe, at der var indløbet en ansøgning om at få mig hjem på en længere orlov, men desværre, sagde han, kan vi ikke lade Dem rejse, derimod vil De få orlov i 4 uger, rejs så hjem og se at få en anden ansøgning skrevet, og så vil vi håbe at det lykkes for Dem. Han beklagede at han ikke kunne lade mig slippe for militærtrøjen, for De kan gøre meget mere gavn hjemme på Deres gård, men det er myndighederne hjemme, som ikke har anbefalet ansøgningen godt. Dermed kunne jeg igen gå ned til mit arbejde, glad over at jeg snart fik orlov i fire uger.
Et par dage efter fik jeg så lov til at rejse efter at jeg først havde været henne på en anstalt for at blive renset for lus.
Da jeg den sidste dag var henne på batl.bureauet efter min lønning og mine papirer kom jeg på en vejkrydsning forbi en gammel kone, som sad ved siden af vejen og bad mens hun af og til slog sig for brystet og flittigt brugte sin rosenkrans. Selvfølgelig kunne jeg ikke forstå hvad hun sagde, hun sad hele tiden og mumlede og slog sig for brystet. Der kom en ung pige hen til hende og gav hende nogle penge, mens den gamle blev ved at bede videre.
Det var om aftenen at jeg skulle rejse, 5 eller 6 af mine kamerater fulgte mig ned til banegården, de hjalp mig med at bære min tornyster og mine pakker, det var nogle som jeg skulle tage med for Feldvebel Harden og Suhr. Dem skulle jeg aflevere på banegården i Hamborg. Såvidt jeg husker gjaldt min orlov fra den 29. oktober til den 2. december 1917. Altså skulle jeg afsted fra hjemmet på min fødselsdag.
Det var en lang rejse fra Wileyka til Fjelstrup, men da jeg måtte rejse med D. eller iltog varede rejsen kun i tre dage og nætter. Man bliver meget træt af at sidde i toget sålænge men alligevel er man som i den syvende himrnel når det går hjemad. Anderledes når det igen gik tilbage til fronten, når man sad og blundede i toget og drømte om hjemmet og så pludseligt vågnede op med den tanke, at man var på vej til fronten. Uha, hvor blev man bedrøvet og tung i sind, man vidste jo aldrig om man nogensinde igen skulle se sin kone.
Nå, rejsen hjemad gik hurtigt for mig og alle kammerater som er på en sådan rejse er glade og oprømte over at komme hjem.
Efter at have afleveret pakkerne i Hamborg, fik jeg et telegram afsendt til Inger om at hente mig i Haderslev.
Hvor blev de glade hjemme da jeg kom, men det var jo alligevel en skuffelse at orloven kun gjaldt fire uger, for de gik alt for hurtigt.
Jeg husker den sidste dag jeg var hjemme da blev Finnemann fra Anslet begravet og Inger og jeg var med til jordfæstelsen på Aller kirkegård.
Det havde været fire gode uger jeg havde været hjemme, men så var afskeden så meget tungere, især da jeg vidste at divisionen igen var rejst til Frankrig og så kunne jeg nok regne ud at der var noget på færde. I aviserne havde vi læst at englænderne havde begyndt en stor offensiv ved Cambraj og jeg frygtede for at divisionen var flyttet derhen.
Tilbage til Indholdsfortegnelse
Den første nat nåede jeg kun til Hamborg, så gik toget ikke længere, altså måtte jeg overnatte der og den følgende formiddag kunne jeg rejse videre efter Rusland til, for jeg havde endnu ingen officiel efterretning fået om at divisionen befandt sig i vest.
Da jeg nåede Berlin var jeg ked af at rejse videre og så henvendte jeg mig til vagten på banegården for at få oplysning om hvor jeg skulle rejse hen. Vagten viste mig hen til generalkommandoen i Berlin, men der kunne jeg først komme ind den næste formiddag og altså måtte jeg overnatte i byen. Hos Røde Kors fik jeg forplejning og nattekvarter, det var kun et tarveligt leje, men som soldat er man nøjsom.
Den følgende dag fik jeg så ordre til at rejse til Frejburg i Breiskan, altså vidste jeg at divisionen ikke var med i Cambraj, det lettede en hel del og jeg skrev straks et brev til Inger for at hun ikke skulle være urolig, da jeg vistnok kom til et roligere sted, selvom det også var på Vestfronten.
Rejsen gik igennem Hannover og videre ned gennem Sydtyskland men den første dag jeg rejste fra Berlin nåede jeg kun til Frankfurt a.M. der måtte jeg igen overnatte, ligeledes hos Røde Kors, for så den næste dag om eftermiddagen at nå mit mål, Freiburg nede i Baden.
Her fik jeg at vide at regimentet lå i Mühlhausen i Øvre Elsas.
Sammen med en hel del soldater som også skulle derhen rejste vi med toget til nævnte by, hvortil vi kom midt om natten den 5. eller 6. December 1917.
På banegårdskommandanturet fik vi ordre til at begive os til en kaserne hvor vi kunne få kvarter og forplejning.
Den næste dags morgen fik jeg så nærmere besked på at regimentet lå i en fabrik som hed Eugel. Det var et stort bomuldsspinde og -væveri. Det var ikke så helt let at finde fabrikken, for befolkningen var franskmænd og når jeg spurgte om hvor den eller den gade var så vidste de det ikke, da gadenavnene var blevet fortysket i krigen og beboerne kendte kun de franske gadenavne.
Endelig fandt jeg da derhen og meldte min ankomst. Jeg blev vel modtaget da jeg nu var en gammel bekendt i komp. Jeg fik ordre til at møde i skriverstuen dagen efter igen, da kompagniføreren, det var løjtnant Rewe, så ville være tilstede og give mig jernkorset. Derved sagde han nogle anerkendende ord og ønskede mig tillykke. Jernkorset fik jeg fordi jeg havde deltaget i det forfærdelige slag i Flandern i september og oktober 1917.
Det kneb lidt at komme igang med exersitsen og soldatertjenesten i det hele taget, men der var jo ikke andet at gøre end at finde sig til rette så godt som muligt. En stor lettelse var det at vi lå i ro, men man vidste jo aldrig hvor længe "roen" ville vare.
Hver form. havde vi større feltøvelser og blev især øvet i at angribe tanks og forsvar imod dem.
En formiddag mens vi var til øvelse kom løjtnant Rewe hen til mig og spurgte om jeg kunne køre og omgås heste, og da jeg svarede at det kunne jeg nok, meddelte han mig at så ville jeg få et spand heste og ikke mere behøvede at gå med til tjeneste. Nu var jeg jo en af de ældste ved komp. og så skulle jeg have det lidt bedre. Jeg blev meget glad og takkede ham mange gange. Ja så skulle jeg den næste dag melde mig hos vagtmester Sauerberg som skulle sige mig hvad jeg havde at gøre.
Da jeg så den næste morgen meldte mig i stalden, fik jeg besked på at jeg skulle have et par æsler at køre med. Det var et af de bedste køretøjer jeg kunne få for æslerne kom aldrig med forud. Jeg skulle køre med biblioteket når vi flyttede men ellers skulle jeg hver dag hente posten på banegården med mit køretøj.
Hvor var det en behagelig forandring at komme til at omgås æslerne. Man havde megen frihed og kom aldrig eller dog kun engang imellem på vagt, aldrig skulle jeg med til appel eller sligt.
Dagen efter at jeg var blevet afkommanderet rykkede bataljonen ud på skansearbejde og jeg glædede mig meget over at kunne blive i Mühlhausen.
Men nu måtte jeg altså hente posten og om eftermiddagen køre den ud til bataljonen. Det var temmeligt langt at køre, men vi kom da derud og fik afleveret brevene og pakkerne og skulle altså hjem igen - det var en kold tur for det var vinter og vi havde stærk modvind. Min ledsager, Broders, som sorterede posten, havde heller aldrig været derude før og så endte det med at vi for vild på hjemvejen, så vi først kom tilbage langt hen på aftenen.
Men det værste var at da jeg kom ind i stalden hvor æslerne skulle stå, opdagede jeg at den smule hø og halm som jeg havde til mine langørede venner var borte. Det var blevet stjålet i den tid jeg var borte. Det var slemt, for jeg havde så slet intet at give dyrene undtagen en lille smule havre som jeg heldigvis havde taget med op i mit kvarter. Den næste dag så jeg at der ude i gården stod en artillerivogn hvorpå der lå en sæk med havre og hakkelse i. Jeg betænkte mig ikke længe men løb hen og tog sækken og forsvandt som et lyn. Det var ikke rart at stjæle, men hvad skulle jeg gøre. Jeg var ikke glad før jeg var oppe i mit kvarter og havde skjult havren.
Tyveriet blev aldrig opdaget og glad var jeg for ellers var jeg nok straks blevet afskediget.
Omkring ved den 10. december kom batl. igen tilbage fra arbejdet og så skulle vi flytte, vi skulle hen og bo i en anden kaserne i byen. Det var for så vidt heldigt som vi fik et meget bedre kvarter og jeg havde ikke så langt at hente posten, da vi nu boede nærmere banegården.
De korte vinterdage gik temmelig hurtige for mig, og altimens led det mod jul. Den anden jul jeg skulle fejre i det fremmede som soldat. Første år jeg var soldat fik jeg orlov fra Husum i 6 dage, men de følgende to års julefester, fejrede jeg altså i det fremmede. 1916 i Beverloo i Belgien og 1917 i Mühlhausen.
Der kom hver dag en del store julepakker til soldaterne som det var mig en hel fornøjelse at hente. Selv ventede jeg også på et par store 11 punds pakker, da Inger havde skrevet at der var et par undervejs. Men ventetiden blev lang og såvidt jeg husker fik jeg først pakkerne efter jul.
Julen skulle fejres så festligt som det kunne lade sig gøre nu da vi lå i ro.
Juleaften skulle vi derfor spise lidt bedre end til daglig. Først fik vi suppe, som var lidt tynd, derefter fik vi gullasch med kartofler til og det var noget som vi kunne lide. Og som rosinen i pølseenden havde kokken lavet budding med sauce og det var helt udmærket. Man må huske at vi ikke var forvænt med hensyn til føden. Der blev også uddelt små gaver som var sendt fra Tyskland, jeg tror det var fra Kiel.
Om aftenen skulle 2. komp. samles i en gæstgivergård hvor det gav gratis øl og hvor nogle af soldaterne opførte nogle små dilettantstykker, det var jo helt fornøjeligt, men for os ældre, som selv havde hjem og familie, var det en meget trist og kedelig jul og da man lidt efter begyndte at danse gik jeg hjem, for hjemme på kasernen at tænke på mine kære i det fjerne. Det blev ikke den dårligste jul for mig, det er godt engang imellem at føle sig ene og forladt, så kommer man til at huske på at man har en kærlig fader i himlen, som ikke glemmer sine.
Juledag var der kirkegang for komp. men da jeg var afkommanderet kom jeg ikke med dertil. Ja, sådan svandt den jul og dagene gik den ene efter den anden. Af og til blev der fortalt at vi snart skulle flytte og det var ikke så rart da vi havde det godt i Mühlhausen efter forholdene da. Sådanne rygter gik der altid, man kunne ikke tro dem og alligevel passede de ofte.
Regimentet havde hver dag store øvelser. Man kunne nok forstå at det var begyndelsen til en stor offensiv og det varede heller ikke længe inden det sivede ud at til foråret skulle der slås et afgørende slag. Vi havde en meget streng battaljonschef, han hed kaptajn Witt Hoe. Ivrig og streng i tjenesten, forlangte han meget af sine tropper. En dag da der meget tidlig om morgenen havde været afholdt en stor øvelse, kom mange af soldaterne hjem med forfrosne ører, så de måtte til lægen. Løjtnant Rewe var en tid adjudant hos Will Hoe, det var et bevis på at Rewe var en dygtig og afholdt officer.
Længe før kejserens fødselsdag den 27. januar blev der øvet parade og hvad der ellers skulle gå for sig ved en sådan lejlighed. Og det kan nok være at der var fest. Aftenen før var der fakkeltog gennem byen og om morgenen den 27. ligeledes. Hvad mon den franske befolkning har tænkt? Det var også den sidste fødselsdag Vilhelm d. 2. fejrede som tysk kejser. Inden et år efter var han fordrevet og landflygtig.
Soldaterne tænkte nok ikke på at der forestod noget meget alvorligt, for der blev festet næsten den ene dag efter den anden med dans og sligt.
Den 9. februar kom der så bud om at vi skulle flytte, men hvorhen? Det fik vi som sædvanlig ikke at vide.
Om aftenen kl. 6 skulle vi alle være færdige til at drage bort, det var ikke så rart, da det var mørkt. Vi kørte til en lille station uden for byen, hvor der var lavet en stor krigsrampe og det varede ikke længe inden hele bagagen var læsset og så dampede toget af med os ud i natten, men hvorhen? Den næste dag, da det blev lyst, opdagede vi at vi var landet i Frankrig og sådan gik rejsen i et par dage indtil vi en eftermiddag standsede ved en station ude på landet og. fik ordre til at forlade toget, det var mellem St. Quentin og Cambraj.
Nu begyndte altså kørslen og jeg opdagede at mine små æsler havde gode kræfter og var villige dyr til at slæbe, selvom jeg kørte bagerst kunne jeg nok følge med.
Efter et par timers kørsel kom vi til en by som hedder Ligny og her skulle vi blive.
Opholdet her blev dog kun af kort varighed, vi skulle længere ud til fronten og efter 5 dages forløb kørte vi derud. Mens vi lå i Signy hentede jeg posten i Vallincourt.
Den dag jeg kørte ned til Les Dajn som byen hedder, hvor vi skulle være, blev der nedskudt en tysk flyver og maskinen styrtede ned meget tæt ved vejen hvor jeg kørte. Jeg hørte en susen i luften og så da at maskinen i en vældig fart susede mod jorden og et øjeblik efter nåede den jorden med et stort brag. Så begyndte den at brænde, der var gået ild i benzinen. Flyverne var begge to døde. Noget af maskinen kom længe efter dalende ganske langsomt mod jorden. Jeg kunne forstå at der var krig herude for næsten i det samme blev en anden flyvemaskine skudt i brand oppe i luften men det var i større afstand så jeg ved ikke om det var en tysk eller engelsk.
Derimod blev den tyske lænkeballon som stod der i nærheden tvunget til at gå ned, det var engelske flyvere som truede den.
Ude i Les Dajn (udt. Les Deng) så det ikke godt ud, der stod næsten ikke et helt hus. Det var kun få huse som havde vinduer. Indbyggerne var fordrevet i Cambrajslaget i Efteråret 1917.
Vi kom til at bo i et hus, hvoraf halvdelen var skudt bort, men alligevel var jeg helt godt tilfreds med at være der, for det var mere frit derude, men det var næsten værst at få noget til æslerne. Så fandt jeg på at gå ud på markerne, der stod noget gammelt vissent kvikgræs fra forrige sommer og det bjergede jeg så til mine dyr som åd det om end ikke med begærlighed, men noget var bedre end intet. Det var midt i februar 1918.
Tilbage til Indholdsfortegnelse